Guatemala genuine Antigua Potrero
Denne kaffe købte jeg fra Kaffeagenterne som en del af deres 4 posers prøvepakke, som den på det tidspunkt indgik i. Min første ristning gik til et større selskab, så den fik jeg aldrig blogget om, men jeg husker den ikke som så vellykket. Men forleden fik jeg så ristet det sidste.
Antigua-kaffe kommer fra området omkring Guatemalas gamle hovedstad. Generelt er det regnet for at være det bedste område selv om Huehuetenango også generelt får pæne ord med på vejen.
Kaffeagenterne beskriver selv kaffen som præget af let krop, med eftersmag af blomster og blød chokolade. Vi får se...
Rist 2
Jeg gav den 8:02 på min Sweet Marias standardprofil. Så havde bønnerne (94 gram) fået en skøn city til full city farve. Jeg havde i min første rist givet lidt for lidt og fået en meget syretung kop ud af det, så derfor fik denne gang lidt ekstra.
Jeg bryggede en lille stempelkande og stak næsen i koppen. Den var dejlig i aromaen. Der var noget sødme, noget krydret og noget blomsteragtigt.
Kaffen var fyldig i munden. Smagen var i god balance, mørk og krydret, men med en passende sødme og også lidt balancerende bitterhed (måske lige rigeligt). Eftersmagen afslørede elegante noter af rosensirup og lidt kanel. Meget flot.
En rigtig god aftenkop eller en eftermiddags pick-me-up kop.
Vurdering: 85
- Jens Poder
technorati tags:kaffe, kafferister, guatemala, potrero, antigua
Related Posts
Comments
Leave a Reply