Kategorier
Trivsel

Hurra for E-aviser

Jeg har altid synes at bladrePDF’er var noget skod. Når jeg har været webkonsulent og kunder har villet lægge et papirmagasin på et website i sådan en issuu eller lignende… Puha nej, bladrePDF’en var jeg ikke fan af. Simpelthen så kikset!

Men her på det sidste er jeg begyndt at spekulere på, om jeg har taget fejl. Jeg er nemlig begyndt at læse mine nyheder i E-avisen!

Grunden? Jeg er blevet lidt træt af online-nyheder. Og det har været længe undervejs.

Hektisk og hele tiden

Jeg har egentlig ikke behov for at læse nyheder hele dagen for at føle, at jeg følger med. Men jeg har lidt på fornemmelsen, at dem der laver online-nyheder ser anderledes på det. Det virker som om det vigtigste er at være først og i løbende udvikling. Nyhedsdøgnet slutter aldrig, men er i evigt og levende flux.

Men det gør online-nyheder til et ret fragmenteret oplevelse. Hvad der er væsentligt kan være svært at afkode, også fordi det er tydeligt, at historier der “performer” får mere tid på forsiden, uanset om de er væsentlige eller ej.

Jeg får aldrig rigtig en følelse af, at jeg er færdig, og at jeg nu har læst det vigtige, og det er vist heller ikke meningen. Internettet er uendeligt af natur, men det er min tid ikke.

Så begyndte jeg at læse E-aviser til morgenkaffen

Det var egentlig for at slippe af med de sociale medier om morgenen, at jeg vendte mig mod E-avisen i mit Politiken abonnement. Her var oplevelsen stadig digital, men fundamentalt anderledes.

Interfacet til en E-avis er jo grundlæggende en bladre-pdf, hvor man kan klikke ind og læse historierne i ren tekst. Det giver et ret fint overblik, man kan vælge at bladre videre, eller læse. That’s it. Men det brugerinterface kommer med et par goder, som jeg savner på mine nyheds-websites.

1 – Avisen har en begyndelse og en slutning

Det oplagte er jo selvfølgelig at jeg kan læse min avis og være færdig og klar til dagen. Der er nogen, der har skullet begrænse sig til det rigtige antal sider og beslutte sig for, hvad der skal bringes i dag.

2 – Ingen behov for clickbait overskrifter

Hvor moderne nyhedsforsider typisk kun viser mig en overskrift, og gerne en let kryptisk clickbaity en af slagsen, der kan jeg i min E-avis se indhold, billede og overskrift sammen. Jeg kan se om det er en lang eller kort artikel. Det giver mig et hurtigt overblik til at bladre eller læse.

Et opslag i E-avisen

3 – Alle historierne er nye

Ja det virker fjollet. Men jeg synes faktisk at det er rigtig fedt, at alle historierne i min E-avis er nye. Jeg skal ikke selv sidde og skimme for at finde historier jeg ikke har læst før. Og den der longread som de lagt mange kræfter i, og som derfor bliver liggende på online-forsiden som en flyder der ikke vil skylle? Den er væk i morgen i E-avisen.

Alt det kan man jo godt online!

Det er selvfølgelig ikke noget iboende i webmediet, at clickbaittende, rubrikbårne og hektiske nyhedsforsider er blevet normen. Og der er også store forskelle mellem landende. Amerikanske aviser ser typisk helt anderledes ud end nordiske medieforsider.

Men mens jeg bladrer i min E-avis giver det anledning til at tænke over, om der er nogle brugerbehov vi misser. Man kunne måske arbejde med nogle af de brugerfordele der ligger i det lidt mere langsomme medieformat.

En udfordring med E-avisen

Det eneste problem, jeg oplever med E-avisen, er at huske at læse den. Den ligger i en app på min telefon eller iPad, og den gør ikke meget opmærksom på sig selv. Det er ikke ligesom en avis, der ligger klar på dørmåttten.

Men nu har jeg også lavet en morgenfokus-indstilling på mit Iphone, så jeg kun ser vejret, e-avisen og min meditationsapp på første side mellem 6.00 og 8.00 om morgenen.

Leave a Reply