Kategorier
Hobby Trivsel

Bogbinding – Lav en pamflet

Jeg elsker papirvareforretninger. Så hvorfor ikke gøre bogbinding til mit nye afslappende håndarbejde? Jeg starter med det oplagte begynderprojekt: En simpel rygsyet pamflet.

Jeg vil gerne lave noget hyggeligt håndarbejde som hobby. Min datter Rosalina sidder hele tiden og hækler for eksempel. Glæden ved at lave noget i hånden som en hyggelig ikke-digital syssel appelerer voldsomt.

Så da jeg så denne her video om bogbinding, var jeg tændt. Videoen viser, hvordan man laver et første bogbindingsprojekt i form af en “pamflet.” Det er fire foldede sider og et omslag, som man syr i ryggen.

En pamflet med guitarsange

Jeg fandt på at jeg ville lave en pamflet med guitarsange og akkorder. Så har jeg noget som kan ligge ved siden af min guitar, med nogle spændende sange, som er tilpasset min vokal og mit niveau for guitarspil.

Jeg husker da jeg lærte at spille i firserne, at min mor havde sådan nogle hæfter fra sangundervisning, som jeg spillede fra. Så derfor valgte jeg at lave den sådan lidt old school og pædagok-agtig i stilen.

Resultatet af første forsøg

Det første forsøg på at lave en pamflet med guitarsange gik faktisk relativt fornuftigt. Det viste sig dog at være sværere at printe dem rigtigt, end jeg havde regnet med. Som så meget andet printarbejde er det af en eller anden grund bare svært at få det hele til at spille.

Siderne skal vendes og drejes og lægges i rækkefølge, sådan at når man laver en signatur – altså de her fire sider, man sætter sammen – så har de både den rigtige side opad, og de kommer i den rigtige rækkefølge. Det tog lidt tid at sidde og pille med.

Og for at få siderne til at vende rigtigt, måtte jeg i PDF’en dreje nogle af siderne på hovedet og eksperimentere med printrækkefølgen. Svært at gennemskue. Men her handler det nok om at eksperimentere med printerindstillingerne.

Omslaget skal printes med bagsiden først for eksempel.

Opsætning af sangene i pamfletten

En af de ting, jeg også har lært, er, at man gerne vil have et opslag pr. sang. Det vil sige, at når man åbner pamfletten, skal hele sangen kunne læses på det opslag.

I min første version starter jeg med, at den første inderside, altså side 1, har en halv sang. Så skal man bladre for at se den anden halvdel. Det virker lidt dumt, for typisk fylder de her sange nogenlunde ét opslag.

Der er en enkelt sang, der fylder tre sider. Det er måske også lidt irriterende, så det kunne man overveje at undgå eller skrive anderledes.

Læsbare fonte i små størrelser

Derudover bruger jeg Courier-font, men den printer ikke særlig pænt, især ikke i størrelser mindre end 16. Det kunne også være noget, man burde ændre på.

Materialer

Til første pamflet brugte jeg de værktøjer jeg havde til rådighed. Så der blev ikke købt noget specielt ind til projektet.

  • Papir var almindeligt kopipapir
  • Snoren var slagtersnor, som var alt for tyk
  • En stoppenål
  • En helt almindelig syl fra min værktøjskasse til at stikke huller
  • En skalpel og metallineal til at skære og et underlag

Et superhyggeligt projekt!

Det var megahyggeligt at sidde og lave min pamflet. Og selv om resultatet blev MEGET rustikt, så er jeg ovenud glad for min nye guitarpamflet, som kun indeholder fede melodier.

Det er klart, at det kunne være sjovt at købe noget grej, så jeg kan lave pamfletterne i en lidt bedre kvalitet. Det kunne jo være noget man gav væk som en gave.

Og mest af alt, var det megadejligt at sidde og sysle afslappet med noget håndens arbejde, som man rent faktisk kunne sidde med i stuen.

Nu overvejer jeg om jeg skal få med et skillshare abonnement, så jeg kan lære mere i et rigtigt kursus i bogbinding.

Leave a Reply